Julen er en helt fantastisk tid. Hvornår på året har man ellers lov til at trække i de store, uldne sweaters, spise masser af lækker og fed mad og ikke mindst tilbringe masser af kvalitetstid med familie og venner?

Men julen er også et udstyrsstykke uden lige. For julen er ikke kun lig med en masse materialitet i form af gaver, den er det også i form af julepynt og julestads. Dette ryger rigtig mange steder op allerede i november, og i mange danske hjem dominerer det gennem hele december.

Julepynt er fantastisk

Og der er intet galt med, at det nogle gange går lidt over gevind, når det kommer til alt juleudstyret. For det er en del af julen, af traditionerne og ikke mindst af julehyggen. Derfor skal julepynten bare op med det samme, og jo mere jo bedre.

Det sjove ved julepynt er, at det i mange tilfælde ikke engang er bestemt flot. For mange er det endda sådan, at de ofte hænger ting op til jul, som de aldrig ville drømme om at pryde deres hjem med, hvis det ikke var fordi det var den søde december. Det gør dog ikke noget, for hen over julen glitrer alt i vores øjne.

Julepynt kan være dyrt

Der er næsten ingen ulemper ved julepynt. Det skulle dog lige være den – desværre rimelig store – hage, at julepynt godt kan være ret så dyrt. Kigger man på de generelle priser på julepynt i butikkerne, kan ens puls nemt komme til at ræse.

Grunden til at julepynt er så dyrt er i bund og grund, at butikkerne kan tillade sig at tage pengene for den. For selvom pynten ikke er af en bestemt kvalitet eller lavet af en bestemt designer, så er den lavet til julen, og her har vi et helt bestemt spendergen ræsende rundt.

Ikke alle har råd til dyr julepynt

Det kan være fint nok at smide en stor mængde penge efter glitter, julehjerter, nissemænd og rensdyrbamser – hvis det altså er penge som man har og kan undvære.

Men sådan er det bare ikke for alle. For nogle er julen allerede stressende nok rent økonomisk på grund af gaverne, som kan tære alt for meget på en i forvejen stram økonomi. Og her er det svært at finde råd til julepynt oveni. Det betyder dog ikke, at man skal snyde sig selv for julepynt. Der er nemlig mange måder at skaffe gratis julepynt på.

Arv fra din familie

Den ene metode er at spørge rundt til familie, om de har julepynt til overs. Det har mange af dem helt sikkert. Det kan endda være, at forældre eller bedsteforældre helt på eget initiativ kan finde på at give gammelt julepynt videre.

Det kan også være at venner og bekendte har julepynt liggende, som de ikke bruger. Nogle synes, at det kan være lidt ydmygende at skulle spørge, men sådan bør man ikke tænke over det. Dem som har rigeligt vil uden tvivl være lykkelige for at give til dem, som mangler.

Køb din julepynt brugt

Lidt i samme genre men alligevel lidt anderledes finder man muligheden for at købe sin julepynt brugt. Julepynt er ikke det, som man normalt finder mest af i genbrugsbutikker. Men når juletiden nærmer sig, begynder butikkerne at falbyde det brugte pynt.

Der er sjældent noget galt med brugt julepynt. Det meste, der sælges, er i god stand, og desuden bliver meget julepynt blot endnu mere charmerende, hvis det ser ud til at have været blevet brugt. Og den brugte julepynt er betydeligt billigere end det, man køber fra nyt.

Lav din julepynt selv

Det er både sjovt og hyggeligt at kaste sig over at lave sin egen julepynt. Det er faktisk så normalt, at rigtig mange danskere frivilligt holder klippe-klistre dage i december, hvor de strikker alt muligt pynt sammen. På den måde er hjemmelavet julepynt intet uden for normen.

Det kan være alt fra julehjerter til kræmmerhuse til guirlander til mere alternative og kreative ting. Med lidt pap og karton, lim, farver og snor kan man komme langt. Den hjemmelavede julepynt er desuden tit både sjovere og har mere personlighed end det, som man kan købe sig nede i butikkerne.